Stofbehandling
Her finder du informationer om CFR's tilbud til dig som oplever problemer med euforiserende stoffer. Du behøver ingen henvisning for at modtage behandling i CFR. Behandlingen er gratis. Du kan henvende dig anonymt. Du er garanteret behandling indenfor 14 dage efter din henvendelse. Du kan anonymt hente gratis injektionsudstyr i CFR. Du har ret til en lægesamtale indenfor 14 dage.
Behandling
CFR tilbyder gratis stofbehandling for borgere i Ikast-Brande kommune.
Behandlingen foregår ambulant, således at den har mindst mulig indgriben i din dagligdag.
Omfanget af den ambulante behandling er 2 - 4 samtaler i måneden. Det er forskelligt, hvor længe et behandlingsforløb varer - dette planlægges i samarbejde med dig og din misbrugskonsulent.
Din behandling tilrettelægges individuelt, sammen med din misbrugskonsulent, således at den passer med de målsætninger du har udarbejdet.
Pårørende kan inddrages i din behandling, hvis du ønsker dette.
CFR tilbyder medicinsk substitutionsbehandling for opiatmisbrug.
Har du et opiatmisbrug og ønsker medicinsk behandling for dette, kan du rette henvendelse til CFR på 9960 3850. Her vil en medarbejder, i forbindelse med dit udredningsforløb, booke en tid ved vores lægekonsulent.
Den sundhedsfaglige indsats i CFR består af:
- Behandling med substitutionsmedicin (buprenorphin, metadon)
- Screening af hepatitis
- Tilbud om gratis prævention
- Tilbud om gratis injektionsudstyr (udleveres fra substitutionsafdeling og værestedet Oasen)
- Løbende lægefaglig opfølgning på din behandling
- Ordination, opstart og opfølgning med substitutionsbehandling varetages af CFR's lægekonsulent.
I forbindelse med din substitutionsbehandling, vil du blive tilknyttet en misbrugskonsulent, der varetager din sociale behandling.
CFR har mulighed for at bevillige døgnbehandling for stofmisbrug.
Vi benytter udelukkende godkendte behandlingstilbud, med hvem vi har en samarbejdsaftale.
Ved valg af døgnbehandlingsinstitution, lægges der vægt på, at stedet matcher dine problemstillinger.
Under din døgnbehandling er du tilknyttet em misbrugskonsulent fra CFR's behandlerteam, som vil varetage opfølgninger m.m.
Tilbuddet henvender sig til dig der har gennemført et primært behandingsforløb for stof- eller alkoholmisbrug, og har opnået egne mål i behandlingen.
Efterbehandlingen skal bidrage til, at du fastholder dine mål for behandlingen, samt støtte dig i at anvende og fastholde de redskaber du har tilegnet dig i dit behandlingsforløb.
Du tilbydes 1 individuel samtale i måneden.
Har du arbejde eller er under uddannelse? Fylder hash, kokain, amfetamin eller andre stoffer for meget i din tilværelse? Hvis du kan svare ja til ovenstående, og du er indstillet på at reducere eller stoppe dit forbrug af stoffer, så kan du modtage gratis, anonym stofmisbrugsbehandling. Du kan vælge at modtage din behandling i Helt Anonym Ikast-Brande eller hos Helt Anonym Århus. Du skal ikke opgive dit CPR-nummer for at modtage behandling.
Helt Anonym rådgivning og behandling. Ring 2090 5950
I Helt Anonym er der ingen registrering af dit navn og cpr. nr. og Helt Anonym tilbuddet er for alle som oplever at have et problematisk brug af stoffer hvis:
- du er over 18 år og bosat i Ikast-Brande kommune
- du har et problematisk forbrug af euforiserende stoffer
- du har ikke yderligere sociale problemer der kræver hjælp
- du har typisk ikke været i behandling før
- du er i arbejde eller under uddannelse
- du er interesseret i at indgå i gruppebehandling,
Første samtale foregår et neutralt sted i kommunen. På dette møde aftales det videre forløb.
Ved første kontakt til Helt Anonym: læg gerne en besked på vores telefonsvarer eller send en sms til tlf. 2090 5950. Vi ringer tilbage inden for 24 timer på alle hverdage. Tid og sted hvor vi kan mødes, aftales når vi ringer tilbage til dig.